Beboernyt, A/B Vennehøj, maj 2023
God adfærd på fællesarealerne
Det er blevet sommer og vi håber, at alle vil være med til at udvise god adfærd på foreningens fællesarealer. Dette betyder blandt andet, at man rydder op efter sig, når man har brugt foreningens grill, pakker parasollen ordentligt sammen, at man ikke efterlader skrald, når man har opholdt sig i gården, samt at man ikke kaster ting ud over altanen. Cigaretskod og skrald hører ikke til i blomsterbede eller i gården, men derimod i skraldespanden. Husk at vi alle har et ansvar for at holde fællesområderne pæne.
Vi vil generelt opfordre til at man rydder op efter sig selv, uanset om det er i gården, vaskekældrene eller opgangene, og udviser god adfærd. Vi vil desuden minde om, at parkering på brandveje er forbudt. Dette inkluderer hele indkørslen til gården. Det er også forbudt at grille på altanerne.
Ønsker man at hamre, bore eller høre høj musik, bedes man lukke vinduer og døre således at det ikke er til gene for resten af beboerne i foreningen. Fest og lignende skal ligeledes ikke foregå på altanen. Fra bestyrelsens side forventer vi at alle overholder foreningens husorden, og tager hensyn til naboerne. Til dem, der skulle have glemt det, står følgende i husorden:
Der opfordres i foreningen til almen god opførsel og respekt for de andre beboere. Der må aldrig støjes unødvendigt.
Benyttelse af tv, musik, musikinstrumenter m.m. skal ske under hensyntagen til naboerne, og i sene aftentimer bør der vises særligt hensyn ved at dæmpe ned, således at øvrige beboeres ønske om nattero respekteres.
Støj, høj musik og øvrig unødig støjende underholdning må aldrig forekomme mellem kl 23:00 og kl 07:00. Skal man holde fest, skal det varsles 3 dage inden festen holdes ved opslag i egen og tilstødende opgange. Døre og vinduer skal holdes lukket, udluftning skal ske uden støjgener.
Brug af boremaskiner og andet støjende værktøj må finde sted på hverdage mellem kl 07:00 og kl 20:00. Lørdage, søndage og helligdage mellem kl 09:00 og kl 16:00.
Bestyrelsesmøde i maj
Da den sidste mandag i maj i år falder på 2. pinsedag, afholdes åbent hus kl. 18:30-19 og efterfølgende bestyrelsesmøde, mandag d. 22. maj i stedet.
Cykeloprydning
Det er igen blevet tid til en cykeloprydning på foreningens arealer. Det sker i løbet af foråret og sommeren 2023, med start d. 22. maj hvor der påsættes markering på cyklerne. Nærmere datoer kan ses på cykeloprydnings-opslaget i alle opgangene.
Hjælp os med at få mere plads på ejendommen, så vi og vores cykler bedre kan være her.
Storskraldscontainer
Vi har bestilt en storskraldscontainer som vil blive opstillet i gården fra torsdag d. 25. maj til tirsdag d. 30. maj. Vi kender ikke tidspunktet for containerens ankomst og afhentning, det kan derfor ikke anbefales at vente til sidste dag med at benytte den.
Tak for god ro og orden ved årets generalforsamling
Vi opfordrer til at man læser referatet, så man er orienteret om de ting der blev diskuteret på generalforsamlingen.
I forbindelse med de kommende tagarbejder, bliver det nødvendigt at alle andelshavere rydder deres loftrum. Vi opfordrer derfor til at man allerede nu begynder at gennemgå sit loftrum og eventuelt benytter sig af storskraldscontaineren, der opstilles i slut maj.
For at danne os et overblik over loftrummene, vil alle andelshavere også blive bedt om at markere hvilket loftrum, der hører til hvilken andel.
Der vil komme mere information herom, når det nærmer sig.
Venlig hilsen
Bestyrelsen