Beboernyt – September 2012

Kære beboere i Vennehøj

Hermed Beboernyt omhandlende nogle af de ting, der rør sig i vores forening.

Bestyrelsen har konstitueret sig på ny, da bestyrelsesmedlem Peter Stensgaard er fraflyttet foreningen og dermed udtrådt af bestyrelsen. Suppleant Sandra Bossen indtræder som menigt bestyrelsesmedlem indtil først kommende generalforsamling.

Det er stadig muligt at tilmelde sig nyhedsbrevet på bestyrelsens e-mail: beboernyt@vennehoj.dk

Vedligeholdelse af altaner

I sommer er der blevet omdelt en folder, der dels beskriver regler for brug af altanerne og dels hvorledes altanerne vedligeholdes. Såfremt man har spørgsmål til hvorledes man vedligeholder altanerne er man meget velkommen til at henvende sig til viceværten eller bestyrelsen.

Som det fremgår af folderen, foranstalter bestyrelsen vedligeholdelse af træhåndlisterne. Vi har i den forbindelse indhentet forskellige tilbud og har i denne omgang lagt os fast på en løsning, hvor listerne vedligeholdes udefra, fra en lift. Dette vil blive varslet ved opslag i opgangene.

I forhold til afløbene, har vi haft henvendelser vedrørende friholdelse af afløbene for blade m.m. og at afløbene ikke er dimensioneret til at dræne altanen for vand efter regnvejr. Vi har været i dialog med den rådgivende arkitekt, der fortæller:

–          Afløbene er dimensioneret efter gældende forskrifter.

–          På nuværende tidspunkt er det ikke muligt at se en anden konstruktionsmulighed for afløbet, der tager højde for blade m.m.

Ledige kælderrum

Der er blevet etableret tre kælderrum i nr. 72 på hver 3-5 m2. De udlejes som supplement til det lofts- eller kælderrum som man allerede har rådighed over, hvorfor der opkræves en særskilt leje på kr. 100,00 pr måned. Er man interesseret i at leje et af de pågældende rum skrives dette til bestyrelsen enten pr. mail eller ved at lægge en seddel i bestyrelsens postkasse i nr. 82, senest fredag den 26. oktober 2012. Rummet overtages fra 1. november 2012 hvorfra lejen opkræves.

Skulle der være mere end tre andelshavere, der ønsker at leje et kælderrum, trækker bestyrelsen lod blandt de beboere, der er interesserede.  Andelshavere der allerede lejer ekstra plads, vil kun komme i betragtning såfremt ingen andre ønsker at leje.

Ønsker man at besigtig kælderrummene, kontaktes viceværten.

Husdyr

Af foreningens husorden fremgår det at:

”Det er ikke tilladt at holde hund, kat eller anden form for husdyr i ejendommen. Undtaget herfra er dog mindre dyr f.eks. fugle og fisk i bur og tank. Bestyrelsen kan tillade førerhund når påkrævet.

Affald fra dyr i bur må ikke kastes gennem affaldsskakten, men håndbæres til affaldsrummet.”

Ved at forudgående ansøgning hos bestyrelsen, er det muligt at opnå tilladelse til at have et dyr i en kortere feriepleje.

Vaskekældere

Vaskekældrene er et fælles ansvar. Vi opfordrer til at efterlade vaskekælderen i samme stand som du selv ønsker at møde den.

Skal vi have ekstra rengøring af vaskekældrene vil den ekstra udgift blive pålagt vaskeprisen.

Yderligere gør vi opmærksom på at huske at slukke lyset i både vaskekældre og tørrerum, da bestyrelsen og flere beboere har observeret at lyset ikke bliver slukket. Det koster foreningen mange penge og man skal huske at tænke på miljøet. Bestyrelsen overvejer at bruge penge på at installere bevægelsessensorer men det koster hver enkelt husstand mere end 300 kr. Så vi henstiller til beboernes fornuft.

Trafik og parkering i gården
Vi gør opmærksom på at det ikke er tilladt at parkere motorkøretøjer, af nogen art, i gården. Tohjulede motorkøretøjer henvises til den gule gård. Denne gård er, i modsætning til vores egen, aflukket med låger.

Mht. at køre ind i gården, må dette kun ske lejlighedsvist, f. eks i forbindelse med flytning, bortskafning af byggeaffald m.m.. Samtidig gør vi opmærksom på, at det ikke er tilladt at køre ind i gården med køretøjer over 3.500 kg, da underlaget ikke kan bære tungere køretøjer.

Åbent hus

Næste gang der er åbent hus i bestyrelseslokalet i kælderen 82, er mandag d. 29. oktober 2012, kl. 18.30 – 19.00. Her kan du stille spørgsmål, få oplysninger eller lignende. Efter åbent hus holder bestyrelsen bestyrelsesmøde. På bestyrelsesmødet behandler vi bl.a. de henvendelser der er kommet til bestyrelsen i den forløbende måned.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen A/B Vennehøj

Dette indlæg blev udgivet i Beboernyt og tagget . Bogmærk permalinket.