Beboerinformation i forbindelse med udskiftning af altaner på AB Vennehøj

Kære beboer i Vennehøj
I forbindelse med nedbankning af eksisterende altaner samt montering af stålkonstruktion til nye altaner, er der etableret en del større huller i ydermuren. Det har desværre medført, at man i nogle lejligheder har banket hul helt ind i lejligheden. Skaderne i den forbindelse vil blive udbedret af PNP-BYG. Desuden er der enkelte mindre skader på stuk lofter og ydervægge efter nedbankning af eksisterende betonaltaner. Disse skader udbedres ligeledes af PNP-BYG.

Under uheldige omstændigheder er der risiko for at der ved kraftige regnskyl, som dem vi har oplevet de seneste dage, kan komme vand fra stilladset ind i lejligheden. Det er indskærpet overfor PNP-BYG at de skal gøre hvad der er muligt for at mindske denne risiko, men det kan ikke garanteres at det ikke kan ske i din lejlighed. Hvis der kommer vand ind i din lejlighed kan du ringe til Henrik Øster på tlf. 25 54 30 35. Det er KUN i tilfælde af at der kommer vand ind i din lejlighed, du kan ringe til Henrik.

For en god ordens skyld skal det præciseres at gulvet i de rum hvor gulvet skal tages op (se evt. plantegninger på opslagstavlen ved bestyrelseslokalet), skal ryddes helt. Alt skal fjernes fra rummet, også evt. gulvtæpper o.l. Hvis du har problemer med at flytte møblerne kan du kontakte bestyrelsen. Det er tidligere oplyst at gulvet tages op til ca. 1,5 meter fra facaden, dette rettes til ca. 2,0 meter. Når hele rummet alligevel skal ryddes, skyldes det at hele gulvet efterfølgende skal slibes. Hvis du ikke ønsker at gulvet skal lakeres med klarlak, men f.eks. hellere vil have det olieret e.l., skal du lægge en seddel om dette i vindueskarmen til håndværkerne.

Der har været en del opstartsvanskeligheder som har bevirket at lejlighederne i den 1. etape ikke er færdiggjort på de 2 uger (10 arbejdsdage) som forventet. PNP-BYG har lovet at der vil blive rettet op på det, nu hvor de kender bygningen bedre, og har fundet et bedre forløb i byggeriet. PNP-BYG vil meget snart sørge for, at der udfærdiges en nyrevideret tidsplan for byggeriet. Bestyrelsen vil naturligvis sørge for, at den bliver udsendt via mailinglisten og opsat i opgangene, når den er klar.

Hvis entreprenøren støder på noget uforudset som bevirker nødvendige ændre af f.eks. stålkonstruktionen e.l. vil de orientere om dette, og hvad det medfører af forlænget byggeperiode i den enkelte lejlighed. Der kan desuden ske ændringer i omfanget af lejligheder hvor gulvet skal tages op. Man kan ikke på forhånd vide hvordan husets bærende konstruktion ser ud, før der bliver lukket op udefra. Men såfremt gulvet i din lejlighed skal tages op, vil du blive varslet om dette, så snart der er åbnet udefra.

Når alt arbejde inde i lejlighederne er færdigt, melder entreprenøren arbejdet klar til Abildhauge og bestyrelsen. Samtidig lægger entreprenøren en seddel i vindueskarmen med besked om, at de er færdige i lejligheden, og at møbler kan flyttes tilbage. Hvis du ikke er enig i at de er færdige, skal du skrive evt. fejl og mangler på sedlen og aflevere den i bestyrelsens postkasse i 82 kld. Husk at skrive navn, adressen tlf. nr. og dato på sedlen. Du bedes aflevere sedlen i postkassen inden fem dage fra det tidspunkt håndværkerne har lagt sedlen.

Har du spørgsmål, så husk at bestyrelsen altid holder ”åbent hus” forud for bestyrelsesmødet den sidste mandag i måneden. Det sker fra kl. 18.30-19.00 i bestyrelseslokalet i nr. 82, kl.. Kig endelig forbi.

Få løbende opdateringer via mail. Tilmeld dig foreningens mailingliste: beboernyt@vennehoj.dk

Med venlig hilsen
A/B Vennehøj

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret og tagget . Bogmærk permalinket.