Beboernyt – juli 2026

Beboernyt, A/B Vennehøj, juli 2026

God adfærd på fællesarealerne

Det er blevet sommer og vi håber, at alle vil være med til at udvise god adfærd på foreningens fællesarealer. Dette betyder blandt andet, at man rydder op efter sig, når man har brugt foreningens grill, pakker parasollen ordentligt sammen, at man ikke efterlader skrald, når man har opholdt sig i gården, samt at man ikke kaster ting ud over altanen. Cigaretskod og skrald hører ikke til i blomsterbede eller i gården, men derimod i skraldespanden.

Husk at vi alle har et ansvar for at holde fællesområderne pæne.

Vi vil generelt opfordre til at man rydder op efter sig selv, uanset om det er i gården, vaskekældrene eller opgangene, og udviser god adfærd. Vi vil desuden minde om, at parkering på brandveje er forbudt. Det er også forbudt at grille på altanerne.

Ønsker man at hamre, bore eller høre høj musik, bedes man lukke vinduer og døre således at det ikke er til gene for resten af beboerne i foreningen. Fest og lignende skal ligeledes ikke foregå på altanen.

Fra bestyrelsens side forventer vi at alle overholder foreningens husorden, og tager hensyn til naboerne. Til dem, der skulle have glemt det, står følgende i husorden:

Der opfordres i foreningen til almen god opførsel og respekt for de andre beboere. Der må aldrig støjes unødigt.

Benyttelse af tv, musik, musikinstrumenter m.m. skal ske under hensyntagen til naboerne, og i sene aftentimer bør der vises særligt hensyn ved at dæmpe ned, således at øvrige beboeres ønske om nattero respekteres.

Støj, høj musik og øvrig unødig støjende underholdning må aldrig forekomme mellem kl. 23:00 og kl. 07:00. Ønsker man at holde fest, skal det varsles 3 dage inden festen holdes ved opslag i egen og tilstødende opgange. Døre og vinduer skal holdes lukket, udluftning skal ske uden støjgener.

Brug af boremaskiner og andet støjende værktøj må finde sted på hverdage mellem kl. 07:00 og kl. 20:00. Lørdage, søndage og helligdage mellem kl. 09:00 og kl. 16:00. Større arbejder skal ligeledes varsles i opgangene med information om, hvor længe arbejdet forventes at pågå.

Vi opfordrer generelt til, at man læser op på foreningens husorden, som findes på Probo.

Regler for fremleje

Vi kan konstatere, at det er nødvendigt med en påmindelse om reglerne for fremleje. Derfor kommer her vedtægternes § 10, vedrørende fremleje:

(10.1)

En andelshaver kan kun fremleje eller udlåne sin lejlighed med bestyrelsens tilladelse, som kun kan gives, når en andelshaver af særlige grunde midlertidigt må fraflytte sin lejlighed, og følgende betingelser er opfyldt:

  1. Andelshaveren skal have beboet sin lejlighed i 12 måneder umiddelbart forinden fremleje- eller udlåningsperiodens begyndelse.
  2. Fremleje- eller udlånstageren og betingelserne for fremlejemålet/udlånet skal godkendes af bestyrelsen.
  3. Fremleje- eller udlåningsperioden må ikke overstige 24 måneder.
  4. Der skal udfærdiges en fremlejekontrakt som inden underskrift skal fremsendes til bestyrelsen til gennemlæsning og godkendelse.
  5. Tilladelse kan kun gives når andelshaveren er midlertidigt fraværende på grund af sygdom, institutionsanbringelse, forretningsrejse, studieophold, ferieophold, militærtjeneste, midlertidig forflyttelse eller lignende.

(10.2)

Fremleje eller udlån af enkelte værelser kan ske med bestyrelsens tilladelse, som kun kan gives, når følgende betingelser er opfyldt:

  1. Andelshaveren skal have beboet sin lejlighed i 12 måneder umiddelbart forinden fremleje- eller udlåningsperiodens begyndelse. Denne betingelse kan der dispenseres fra, såfremt der er tale om en delelejlighed.
  2. Fremleje- eller udlånstageren og betingelserne for fremlejemålet/udlånet skal godkendes af bestyrelsen.
  3. Der skal udfærdiges en fremlejekontrakt eller en aftale om udlån som inden underskrift skal fremsendes til bestyrelsen til gennemlæsning og godkendelse.

(10.3)

En lejlighed må ikke bebos af flere end 2 personer pr. beboelsesrum. Dette gælder dog ikke ved forøgelse i husstanden, hvis husstandsforøgelsen skyldes andelshaverens eller fremleje- eller udlånstagerens børn, ægtefælle eller samlever eller disses børn, eller bestyrelsen har givet særskilt tilladelse hertil.

(10.4)

Ved fremleje eller udlån (ved lejeskift) skal der betales et fast gebyr til foreningen, som opkræves med boligafgiften mv.

(10.5)

Bestyrelsen kan vælge at overlade sin godkendelseskompetence i henhold til nærværende paragraf til administrator eller en af denne valgt advokat.

Cykelparkering

Vi vil minde om, at cykler skal parkeres i de opstillede cykelstativer eller i cykelkældrene.

Det er ikke tilladt at parkere cykler langs stilladset eller andre steder, hvor de kan være til gene eller udgøre en hindring for beboere, renovationsfolk eller håndværkere, der arbejder på ejendommen.

Vi beder derfor alle beboere om at benytte de anviste parkeringsmuligheder og vise hensyn, så adgangsveje holdes frie for alle.

Opbevaring af ejendele på for- og bagtrapper er ikke tilladt

Af hensyn til brandsikkerheden er det ikke tilladt at opbevare ejendele på for- og bagtrapper eller på fælles loftarealer. Dette inkluderer: møbler, affald, løbehjul, barnevogne, flyttekasser og øvrige personlige ejendele.

Flugtveje og fælles adgangsarealer skal altid holdes frie, så de kan benyttes sikkert i tilfælde af en nødsituation, og så redningsberedskab, beboere og håndværkere har uhindret adgang.

Ejendele, der opbevares på disse områder i strid med reglerne, vil blive fjernet uden yderligere varsel.

Ledige loft- og kælderrum

Foreningen har i øjeblikket 2 ledige loftrum og 1 ledigt kælderrum. Det drejer sig om:

  • Loftrum 1 beliggende i nr. 80.
  • Loftrum 2 beliggende i nr. 82.
  • Kælderrum 7 beliggende i nr. 78.

Hvert rum kan lejes for 150 kr. pr. måned. Er man interesseret, bedes man sende en mail til bestyrelsen med navn og adresse, senest den 30. august 2026. Henvendelser modtaget herefter, vil ikke være med i lodtrækningen.

Information vedrørende de loftrum, der er frigivet til brug

Undervejs i renoveringsarbejdet opstod der nogle byggetekniske udfordringer, som gjorde, at det blev nødvendigt at flytte ejendele fra nogle af loftrummene, på trods af at de aftalte tilkendegivelser var blevet fulgt.

De berørte ejendele er på nuværende tidspunkt opbevaret i foreningens tidligere bestyrelseslokale. Der er tale om en større mængde effekter.

Bestyrelsen arbejder på en løsning, så ejendelene kan blive udleveret til de rette ejere på en overskuelig måde. Vi vender tilbage hurtigst muligt med information om, hvordan afhentning og udlevering vil foregå.

Har du spørgsmål vedrørende dit loftrum eller dine ejendele, er du velkommen til at kontakte bestyrelsen.

Vi takker for jeres forståelse og tålmodighed.

Sommerferie og åbent hus/træffetid

Bestyrelsen holder sommerferie og der kan derfor være længere svartid på henvendelser til bestyrelsen end normalt. Bestyrelsen holder ikke åbent hus i juli måned, næste åbent hus i bestyrelseslokalet, 60 st., vil derfor være mandag den 31. august 2026, kl. 18.30 – 19.00.

Viceværten kan fortsat træffes i sin telefontid mandag-fredag kl. 7:30-15:30 på tlf. 32 58 11 58.

Til slut vil bestyrelsen opfordre til, at man altid orienterer sig i husordenen, hvis der er noget man er i tvivl om. Man er selvfølgelig stadig velkommen til at kontakte bestyrelsen på mail bestyrelsen@vennehoj.dk, man skal dog være opmærksom på at der kan forekomme ventetid på svar.

Rigtig god sommer!

Venlig hilsen

Bestyrelsen

Dette indlæg blev udgivet i Beboernyt. Bogmærk permalinket.